Udskriv 

Wild West 2023 – Husby Klitplantage 

Kalenderen siger lørdag den 20. maj 2023 og klokken nærmer sig så småt 23, løberygsækken er igen pakket til en tur ud i ukendt land. Minder fra tidligere løb kommer frem fra hjernes kringelkroge, og mixes med påmindelsen fra torsdagens o-løb på Fanø om en form der så absolut ikke er til lange udfordrende løb. En af disse sjældne gange hvor den >>grå Ferguson << ikke er tunet, plejet pudset og klar, men mere lidt ala på halvflade dæk og et par ventiler der klaprer lige rigeligt og et manglende overdrive.

Ind i bilen og afsted mod det der ved tilmelding lød som en god ide, men som lige nu ligner en lige så sindssyg ide som konceptet egentlig er. O-løb på det kort fra 1872 i jyske klitter, klithede og skov - +25km i luftlinje og med start kl. midt om natten.

Turen til Husby langs ruten mellem kyst og fjord gjorde godt for den mentale del - stille og rolig uden nogen som helst trafik. Kommer til startstedet og bliver mødt af liv og glade dage- efterskolen i Husby har gammel elevfest, men der er heldigvis også mange løbere, og endda kendte ansigter fra både O og trail verdenen, snakken går og andre OKE og West løbere dukker op. Navneopråb og afgang mod start, får lige et sidste råd med på vejen fra en ukendt men erfaren Wild West løber ”orienter selv, men aldrig alene” vigtigt og husket, men alligevel afveget undervejs. Havde nok lige rigelig med i min rygsæk i forhold til de fleste, nok et levn fra mine ekstremløb i trail verden hvor både ekstra tøj og sikkerhed er en væsentlig faktor, men dog ikke så meget som gutten med fuld militær oppakning.

3-2-1 GO – fuldt lys på 140 pandelamper og afsted af stien mod post 1- ret nemt at finde da man bare skulle holde sig i en god position i den lange lysslange hvor man blindt som lemmings stolede på at de forreste havde styr på retning. Fandt ind i en lille gruppe på en 3-4 gutter fra Silkeborg, og fik lov at slå følge, var godt klar over at de havde et tempo jeg ikke kunne holde, men håbede på at det lige fik mig godt igennem de første svære poster. Udfordringen kom før ventet, da post 2 viste sig at give en betydelig del af feltet uventede udfordringer – på et tidspunkt føltes det som 100 ildfluer der flyver forvirret rundt i et lille glasbur – må have set sjovt ud set fra oven. Hvad skulle have taget et kvarters tid – tog lige det dobbelte endda med en lille hjælpende retningsanvisning fra en venlig person på vej væk fra posten, men kunne forstå at der var flere der brugte op mod en time på denne svære post midt i et stormfældet område af skoven. Videre ud over stepperne og jeg kunne endda byde ind med mit syn på orientering og de næste par poster blev hurtig fundet (alt er relativt).

På vej mod post 7 måtte jeg slippe – traktoren var på vej mod en katastrofal overophedning, og det var tid til at finde den indre pace der passede den halvt gående slidte maskine. Nød faktisk for en stund bare at være helt alene og finde den indre fokus oven på den første hektiske fase. Lidt kludder på finorienteringen på de næste par poster gav selskab bagfra og for en kort stund løb jeg med Erik fra West. Men vores veje skiltes ved forskelligt vejvalg væk fra post 9. Jeg var igen alene, og overraskende nok ramte jeg ind i Silkeborg drengene lige før post 10 for straks at skilles igen – sagt indeni- det var mentalt godt at vide at der også var andre der havde udfordring med finorienteringen. Var igen alene mod de næste poster og oplevede det fantastiske i at se solen stod op men jeg løb i en skov der ikke længere var der (faktisk ret syret). Posterne i morgengryet var ret lette orienteringsmæssigt og det var også her det blev tid til lige at tage den første pause for at spise ”morgenmad” og få skoene tømt for 2 størrelser sand – det med sandet skulle vise sig at blive en tilbagevendende udfordring men mere om det senere, det var også her jeg igen lige kort mødt Erik fra West før han forsvandt forud for resten af dagen.

De store klitter og stranden dukkede nu op på ruten, og her havde jeg allerede på forhånd besluttet at det meste skulle forgå i gang, for ved af bitter erfaring hvad sommer tørt klitsand kan gøre ved en maskine der ikke helt er tunet til opgaven. Det var her jeg blev hentet af en dame bagfra og vi besluttede uden et ord sagt at slå følgeskab resten af turen, og grinte lidt af at der skulle gå et par timer før vi lige fik spurgt ind til hvad vi nu hed og hvor vi kom fra.

Posterne i klitterne var for de fleste lidt af en udfordring, dem på stranden lette at finde men dog før eller efter lange seje opture eller nedløb i dybt sand, kun halvvejs afbrudt af kortskift og et depot hvor man lige igen kunne få så meget sand ud af sko og sokker at man igen følte at skoene ikke var købt for små. Det begyndte at blive det tidspunkt i løbet hvor man igen og igen mødte de samme mennesker on and off som om der var en usynlig elastik mellem os. Både jeg og min følgesvend Annette (vi var nu kommet på fornavn) var trætte men et vildt godt samarbejde var opstået ud af tilfældigheden og det lykkedes os at holde en fornuftig fart et mix af lunten og hurtig gang, og det viste sig at vi samtidig var supergode til øvelsen i at orienterer selv, men sammen – lige præcist som det råd jeg fik inden starten.

Stier at følge som pludselig ikke var der, store grusveje som var der men ikke på kortet blev pludselig naturlig, og post efter post blev spist – et bevidst valg om en ret stor omvej til post 30 var ok før den nærmest uoverskuelige afstand til post 31 - 4,2 km blev det til før vi nåede frem – fik dog lige givet placeringen af post 35 undervejs -en boost til den mentale bank der nu var ret meget i underskud.  

Post 32 ligetil og på vej mod post 33 fik vi så også lige givet post 36, igen en god en, men om det fik os til at slappe lidt af ved jeg ikke, men post 33 blev vore største bom på hel turen – den simple øvelse i at dreje til venstre lige efter en markant høj og så holde stik vest i en ret nem skov 350-400m, blev lidt en alternativ skovtur, der endte med at vi både fandt post 3 og blev totalt forvirrede – efter lidt roden rundt besluttede vi os for at tage turen ud til brandbæltet 200 m længere vestpå og søge ny orientering mod post 33- og vupti da vi kom langt nok mod syd ude i bæltet var der en nyere sti lige ind til posten 300m inde i det der på kortet var tæt skov. Noget der ligner 45 min sat til på dette tidspunkt, fik cutoff tiden på 10 timer til at komme lidt for tæt på.

Vores gode duo fik dog hurtigt lagt udfordringen bag os, da post 34 var nem og da vi vidste hvor både post 35 og 36 var og vejen dertil var på stier vi havde være på før (kom lige forbi den herlige stub hvor jeg spiste morgenmad i morgenskumringen) Der var kommet lidt gejst tilbage i de nu nærmest udtjente motorer. Mod post 37 fik vi overraskende følgeskab af en flok fra West, kun en kortvarig forundring over hvor de kom fra, og om post 33 havde kostet så meget tid, men egentlig bare en kort irrationel tanke for målet var jo ikke at komme først men at gennemføre. De 3 sidste poster taget så lige på at man skulle tro at dette var noget vi gjorde ofte – og så endelig den korte tur mod mål.

9 timer 16 minutter og det løse, og et kram til Anette for at have været en stor hjælp til at jeg modsat mange også erfarne Wild West løbere kom i mål indenfor tidsgrænsen, Lidt suppe, Cocio og en herlig kold øl er lise for en gammel grå Ferguson. Stolt, men totalt tømt for kræfter og med fødder der gjorde ondt bare man kiggede på dem.

De store udfordringer er tit også dem der giver de vildeste minder og uden tvivl flytter kroppens selvforståelse af hvad den kan uden at bryde sammen. Så sidder du derude og tænker det her er for svært så det må jeg hellere holde mig fra  - giv dig selv lov  - prøv – oplevelsen er ikke kun i målet, men måske endda mere i vejen derhen, og det er ude på ruten de største minder kommer fra.

Nummer 73 totalt – og nummer 2 af de 2 fra OKE der gennemførte så mit primære mål om at gennemføre blev indfriet, og måske den grå Ferguson vender tilbage i 2025, men kun hvis motor, transmission og dæk er i en væsentligt bedre tilstand end den lørdag aften hvor turen gik til Husby.