Med én livline i behold, turde Niels og jeg godt prøve kræfter med det skotske højland en sen novemberaften i silende regn. Banelæggeren havde nemlig været så opmærksom at printe sit mobilnummer på løbskortet!

 Tryk på billedet for at se hele kortet.

Niels’ klub Cramp og Maroc arrangerer gennem hele vinteren en velbesøgt natløbsserie stort set hver onsdag aften frem til 1. marts. Her tilbydes hver gang to svære baner en kort og en lang. Det skulle jeg naturligvis prøve, når jeg nu var derovre.

Vi løb i Cambus O’May beliggende ca. 1 times kørsel vest for Aberdeen langt inde i højlandet, tæt ved den engelske dronnings (og måske især søns) berømte ferieslot Balmoral Castle. Området var ikke voldsomt kuperet, men rigeligt til at jeg følte, at det hele tiden enten gik op eller ned. Vi valgte at løbe sammen på den korte bane 3, 2 km.

Post 1 og 2 løb vi direkte på og fandt dem uden problemer. Post 3 som var centrum i en større butterfly ville vi nå ved at løbe syd om den store udløber kort før posten. Inden da, var vi dog blevet godt våde, da den lille grøft vi skulle passere kort efter post 2 var mindst 10m bred. Da vi først havde nået udløberen gjalt det blot om at holde kursen op i slugten og undgå de udstrakte felter med løse bloksten på begge sider.

Allerede godt træt, ville jeg straks videre til post 5. Heldigvis kunne Niels og jeg ikke blive enige om vejvalget, så fejlen blev opdaget og vi fandt uden problemer post 4. Til post 5 løb vi sikkert nordvest på til den lille sti, som bare skulle følge frem til den store sten. Alligevel gik vi for tidligt ind, men opdagede hurtigt fejlen. Stenen, som vi havde misset og skulle forbi til post 6, viste sig at være et mindre bjerg. Men så vidste vi da hvor vi var. Vi var klar over, at post 6 kunne være svær at finde oppefra, så meget omhyggelige med kompasset fandt vi da også posten. Selv måtte jeg dog lige ud på et større svej mod vest for at undgå blokstene midt på strækket.

Når man ikke er helt sikker på benene er sådan en gang løse, vippende mosklædte stenblokke altså ikke sjove pludseligt at hoppe ned i.

Vi fandt uden problemer post 7, men så gik det galt. Vi tog omhyggeligt kompaskurs og mere end halvvejs fremme passerede vi planmæssigt den lille vestvendte udløber. Hvad vi lavede derefter står mig ikke helt klart, men på et tidspunkt rodede vi rundt i mørket i såvel det store stenfelt som tætheden 100m sydvest for posten. Til sidst besluttede vi at søge mod øst ud til grusvejen for at starte på ny. ”Her står en post” råbte Niels så pludseligt. Det viste sig at være vores, så aftenen var reddet. Efter et sikkert udenoms vejvalg frem til post 10 nåede vi i mål som de sidste ca. 80 min. efter vi var startet.

Selv om vi måtte gå meget, var det alligevel sjovt, og jeg er helt sikkert med igen, når vi til februar igen tager derover.

Poul