Udskriv 

Så er der gjort klar til næste års påsketur! Påskeløbene foregår i 2014 på Fyn.

Jeg har booket et lille privat vandrerhjem til os – Faldsled Vandrerhjem. Det ligger ca. 10 km. nord for Fåborg og ca. 200 m. fra Helnæs Bugt. Der er plads til 38 overnattende, og indtil videre har OKE lagt beslag på det hele, så jeg håber på god opbakning fra jer.

Vandrerhjemmet ligger kun ca. 5 km. fra 1. dags løbsområde i Svanninge Bakker, så det er meget centralt.

Det bliver med god forplejning ligesom vores nyligt overståede tur til Brande: overnatning 2 nætter, morgenmad 2 morgener samt aftensmad (2 retter) torsdag og fredag. Ingen rengøring ved afrejsen. Der er derfor lagt op til ren ferie, hygge og afslapning mellem løbene! Pris pr. voksen bliver omkring 600 kr. – altså endda lidt billigere end i år!

Der er en campingplads i gåafstand fra vandrerhjemmet, så hvis de sædvanlige campister fra klubben har lyst til at bo der, er der mulighed for, at de kan spise aftensmad sammen med os andre enten den ene eller begge aftener på vandrerhjemmet, hvis de har lyst til det.

Jeg tager imod forhåndstilmeldinger allerede fra nu af. Der er både 2, 3 og 4-mandsværelser.

O-hilsen
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.